Jeg. En idiot.

Jeg. En idiot.

I 90’erne var jeg ret meget oppe og køre over den svenske tegneserie Arne And (svensk: Arne Anka), som udkom med stålsat stædighed i 12 år på trods af Walt Disney’s trusler om at sende Mickey Mouse over og smadre tegnerens hænder med en juridisk hammer.

Særligt én tegning kunne få mig til at grine ”hydr, hydr” som en bumset teenager, nemlig den her:

Arne And

Ja, det er pruttehumor. Men hånden på hjertet, hvad er sjovest: Mette Frederiksen som fortæller en morsom anekdote fra et gruppemøde i socialdemokratiets folketingsgruppe? Eller Mette Frederiksen som står til coronapressemøde omgivet af folk med mundbind og slår en ordentlig fugtig brandskid?

Samtidig er der så meget, jeg kan genkende i tegningen. Årets tredje løb i Arion Racing-serien fik i hvert fald mig til at börjar undra vem man egentligen är, da jeg lavede lort i den.

Tilbage på Ring Djursland

Arion Racing-serien og Seven racing-klassen, som vi kører sammen med, var tilbage på Ring Djursland for anden gang den her sæson. På grund af coronarestriktionerne var hele weekendens program klemt sammen på en enkelt lørdag, hvor vi altså skulle nå træning, tidtagning og to gældende heats.

Derfor startede dagen også umanerligt tidligt. Nemlig 6.30 natten til lørdag, hvor der var førermøde. Det er her, vi får de sidste instrukser fra baneledelsen om fx placeringen af strafbaner og … hov! Glippede jeg med øjnene?

Klokken 9.00 gik starten på træningen. Banen var stadig fugtig efter nattens regnvejr, så jeg vidste, at den ville være glat som en dybfrossen telefonsælgers tunge. Men alligevel overraskede det mig præcis hvor glat, den var. Allerede i udkørslen fra pitten til banen var bilen twitchy som en epilektiker, der havde fået 8 espresso og et stroboskoplys lige i bærret.

Jeg har da kørt på glatte baner før, men aldrig i en bil som den her. Den gamle MX-5’er, jeg startede i motorløb i, var nærmest en racerbil med støttehjul, så langsom og forudsigelig var den. Og selv de BMW 3-serier, jeg kørte 2 halve sæsoner i, reagerede med samme hastighed som kontinentalplader sammenlignet med en Arion S2.

Det er en rigtig racerbil”, som en af de andre kørere hjælpsomt forklarede mig. Og ja, gu’ er den det. Tag bare motoren for eksempel. Man knalder pedalen i bund og den trækker godt og frisk fra en 6000 omdrejninger og op. Bedst som man så bliver lullet ind i falsk tryghed og tænker, at den bare stille og roligt vil fortsætte med at bygge kræfter op til den rammer omdrejningsbegrænseren, tager fanden så ved den lige omkring de 8000-9000 omdrejninger, og apokalypsens 175 ryttere kommer stormende frem.

Kombiner det med en gaspedal med meget kort vandring, så har du en højrefod, du skal være forbandet mere opmærksom på, end når du tager Berlingoen ned til REMA 1000 efter cerutter og cremekager.

Så jeg kørte en meget forsigtig omgang med lidt overstyring hist og her, halv gas ned ad langsiden og lidt hjulspin her og der i 2. og 3. gear. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg blev ved med at minde mig selv om at tage det roligt og langsomt bygge mere fart på. Alligevel gik det hurtigt galt.

Da jeg kom ud på baglangsiden og over hoppet, så bilen havde sat sig, og jeg følte, at den havde greb og var i balance, gav jeg forsøgsvist fuld gas og forventede ingen problemer. Men bilen lavede hjulspin i tredje, og bagenden røg så hurtigt ud, så jeg ikke kunne nå at gribe den. Derefter gik det ud i græsset, til jeg ramte en jordvold.

Arion S2 Vbro Racing muld Ring Djursland
Push of shame tilbage til depotet

Jeg var rasende. For selvfølgelig skulle jeg have taget det mere roligt. Men værre var, at jeg også for første gang var rystet. Ikke fordi jeg var kørt galt, det har jeg prøvet mange gange, og ikke fordi jeg slog mig eller var bange for det. Man sidder ret sikkert i sådan en bil. Men fordi jeg slet ikke havde set det komme, og tvivlen begyndte at nage: Kunne jeg overhovedet finde ud af at køre den her bil? Dén er hård at sidde med.

Når man er ude på banen og skal sætte omgang efter omgang ind lige på grænsen, skal man som racerkører have tillid til 2 ting: Til bilen – og til sig selv. Uden det kan det hele være lige meget, for så bliver man aldrig hurtig. Og da jeg kravlede ud af bilen var begge former for tillid så bøjede som mit venstre forhjul. Så mens jeg så resten af feltet køre træningen færdig, blev en stemme i mit baghoved ved med at sige: “Hvorfor gør du det her? Hvorfor ikke bare kaste håndklædet i ringen og køre hjem?

En tidtagning med tonsvis af tvivl

Bilen havde ramt jordvolden hårdt nok til at bøje bærearmen ved venstre forhjul. På den meget korte tid mellem træning og tidtagning udførte mekanikerne fra Arion Racing Scandinavia igen et mindre mirakel og fik gjort bilen klar til kvalifikationen.

Jeg kom ud på banen, men bilen var vildt underlig at køre. Vi havde ikke fået krængningsstabilisatoren på foran, og den opførte sig mærkeligt og uforudsigeligt i svingene. Hvad værre var: Nogle gange var bremsepedalen helt normal, og andre gange var den lang og skulle helt i bund, før bremserne tog fat. Ikke det fedeste, når man ikke stoler helt på bilen eller sig selv.

Så jeg kørte en ekstremt langsom tidtagning og forsøgte bare at få bilen og mig selv helskindet igennem sessionen. Da vi fik den tilbage i depotet og kigget på den, viste det sig så, at en bolt ved ophænget på venstre forhjul sad løst, så fælg og dæk kunne rykke et par centimeter. Ud over at gøre bilen svær at styre, pressede det også bremseklodserne ind i svingene, så trykket til bremsepedalen hele tiden skulle bygges op igen.

Første heat var dagens højdepunkt

Til første heat var krængningsstabilisatoren kommet på, og forhjulsophænget spændt efter. Bilen var klar, solen var begyndt at titte lidt frem, og banen var tør. Der var lagt i kakkelovnen til perfekte forhold for første heat.

Mine mål var enkle. 1) få bilen sikkert hjem og 2) byg farten trinvist op og få tilliden tilbage. Derfor blev det også et langsomt og temmelig begivenhedsløst heat for mig. Jeg koncentrerede mig mere om bilen end om banen, linjerne og farten, men endte egentlig med at have det meget sjovt sådan nærmest Palle alene på banen.

Hvis du har problemer med at sove, så kan du se verdens kedeligste racevideo fra mit heat 1 i videoen her. Som du kan se, slås jeg stadig med understyring i svingene før langsiderne. Det er her, jeg for alvor mister sekunder.

Christian Sørensen kom ind på en 1. plads og satte ny banerekord med 52,220 mens en stærkt kørende Asger Thierry kom ind på 2. pladsen foran Søren Hvam.

Så gik det galt i andet heat

I dagens sidste heat var startopstillingen vendt om i forhold til resultatet fra første heat. Så jeg startede som nummer 2 og havde dermed yderbanen til første sving. Igen ville jeg bare have bilen igennem sessionen og bruge den som ren træning. Så for mig handlede det om at undgå uheld og give plads til resten af feltet, så de kunne komme forbi, og jeg kunne få nogle omgange for mig selv.

3 minutter og 17 sekunder inde i heat 2 står min kobling så af, lige som den gjorde weekenden før på Padborg Park. Spol frem og se det her.

Der sidder en motorcykelkobling på en Arion S2. Sådan en er ekstremt følsom. Hvis man fedter for meget med den, eller hviler lidt på koblingspedalen, brænder olien mellem koblingspladerne af, og den glider rundt, når motoren tager omdrejninger og får moment.

Det er åbenbart ikke unormalt, at rookies i Seven-racing og Arion-serien brænder koblinger af. Så selv om jeg selv synes, at jeg er ekstremt bevidst om ikke at have foden på koblingspedalen i utide, er det mest sandsynligt, at fejlen alligevel ligger hos mig, og at foden ryger ned, hvor den ikke skal være, fx i sving, hvor der er g-kræfter på spil.

Teknisk kan vi heldigvis gøre noget. Jeg har fx ikke særlig meget plads i bilen lige nu. Faktisk sidder jeg nærmest med rattet klemt fast ved knæene, og kan derfor ikke rykke min koblingsfod tilbage. Så vi kan rykke sædet den smule, det kan, og vi kan sætte en spacer på rattet, så jeg får det tættere på. Det giver plads til, at venstre ben kan komme lidt op og tilbage. Vi kan også sætte en ekstra fjeder på koblingen, så den bliver hårdere at træde ned. Det er alt sammen enkle og sandsynligvis effektive løsninger.

Men der er et andet problem.

Tid til eftertanke

Min tur på jordvolden under træningen og endnu et afbrudt heat – oven på en alt andet end glat raceweekend på Padborg to uger før – fik stemmen i mit baghoved til at råbe rigtig højt: “Hvorfor gør jeg det her? Hvor er det, at jeg bruger tid og ikke mindst rigtigt mange penge på noget, jeg åbenbart ikke gør særligt godt?

Jeg kan tage ud og rejse i stedet. Se verdenen. Møde folk. Måbe over naturen. I stedet for at bruge ferien og opsparingen på racing, kan jeg tage til Nordpolen og dykke med pingviner. Få en tatovering i Texas, en madforgiftning i Malaysia og en lumumba i Luanda.

Eller jeg kan købe en lille kolonihavegrund. Bygge et drivhus og anskaffe mig en Berlingo, som jeg tøffer til Plantorama i hver weekend for at købe muldjord, Roundup og jordbærfrø.

Den første lørdag hver december kan jeg så tage Rødby-Puttgarden færgen til Bordershoppen og købe krudt og Stroh Rom for alle pengene. Så kan jeg sidde nytårsaften på træbænken uden for mit kolonihavehus og drikke romtoddyer og fyre raketter af, mens jeg råber, ”Wiiiiiii! Wiiiiiii!!!

Når sensommeren så kommer, stiller jeg op i kolonihaveforeningens havekonkurrence og vinder en førstepræmie for højeste og flotteste agurketræ, og så bruger jeg det som platform til at blive valgt som førstekasserer. Cerutter og cremekager til alle!

Det var de tanker, jeg lige skulle have på plads, da jeg kom hjem. Så jeg gjorde det eneste rigtige, knappede en øl op, fandt whiskyen frem og vendte dagens begivenheder og fremtiden.

Der gik en halvanden times tid, men hen ad tredje whisky begyndte jeg at se tingene klart igen. Jeg gør jo det her, fordi jeg er en idiot. Man skal have et formål med det, man laver og noget at gå op i, og for mig er det åbenbart bare sådan, at en stor del af meningen med tilværelsen er at lære at køre Ring Djursland rundt 3 sekunder hurtigere pr. omgang, end jeg gør lige nu. Hvis det er tåbeligt, så må jeg bare leve med, at jeg er en tåbe.

Så derfor er jeg selvfølgelig tilbage i bilen til sæsonens sidste løb på Jyllandsringen den 24. oktober.

Foto: Motorsportsfoto.dk

Skriv et svar