Sæsonåbning med spildte muligheder under svære forhold

Sæsonåbning med spildte muligheder under svære forhold

  • Post author:
  • Post category:Klassen

Med en måneds forsinkelse kom løbssæsonen for Arion Racing Championship endelig i gang i weekenden 15-16 maj. Desværre satte en teknisk defekt dog en stopper for en ellers lovende weekend.

Padborg Park lagde asfalt til årets længe ventede første løb. Men corona, sygdom og andet havde gjort et voldsomt indhug i feltet, så både Syver-klassen, som vi kører sammen med, og Arion-klassen kun stillede med få kørere. Til gengæld betød det så også, at weekenden bare skulle gennemføres for at få gode point med hjem. Det var teorien – uheldigvis ville virkeligheden noget helt andet.

En forvandlet bil til lørdagens træning

Da jeg købte Arion-raceren i 2020, havde jeg ret høje forventninger til den. Så da jeg endelig fik den ud på asfalt under en løbsweekend, blev jeg temmelig overrasket over, at den understyrede som en Berlingo. Oversat til ikke-racersprog betyder det, at den drejer for lidt, fordi farten får den til at glide hen over forhjulene. Det er forfærdeligt at køre med, og hvis det sker i et sving inden en langside, kan man tabe rigtig meget tid, fordi man ikke kan komme på gassen og derfor kommer alt for langsomt ud af svinget. Det koster så hele vejen ned til næste sving.

Undervejs i 2020-sæsonen prøvede vi forskellige ting med opsætningen for at kurere understyringen, men det blev aldrig rigtig godt. Det blev ikke hjulpet af, at den også stadig kørte med klassens gamle Yokohama-dæk, der langtfra står så godt fast, som de Avon ZZR-dæk Arion Racing Championship gik over til i 2019. 

Stjernerne i supportteamet fra Arion Racing Scandinavia havde i løbet af vinteren sporet undervognen, så den stod så snorlige som et prøjsisk garderegiment, og jeg fik et par nye Avon-dæk på til weekenden. Så da jeg trillede ud til træning, var jeg spændt på forskellen.

WOOOAH! Bilen var som forvandlet. Understyringen var forsvundet hjem til Belzebub, og bilen var i perfekt balance. Nu kunne jeg endelig mærke en bil, der var, som jeg håbede på, den ville være, da jeg købte den. Så træningen var en fornøjelse, men den var også netop dét: træning; ikke racing. Jeg brugte den til at vænne mig til bilen, til at prøve nye linjer af og til at finde det rigtige gear til de rigtige sving. Men her dukkede de første sorte skyer så også op i horisonten.

Når man kommer ud på langsiden på Padborg Park i en Arion og jokker pedalen i bund, går det lynhurtigt op igennem gearene. Fordi den har quickshift og sekventiel gearkasse, er det bare at holde højrefoden godt nede og så ellers give gearpinden tre nøk tilbage: Fjerde! Femte! Sjette! Så nærmer bremsepunktet for enden af langsiden meget hurtigt, og det er på tide at smide ankeret og geare 4 trin ned.

Sådan bør det i hvert fald gå. Men undervejs i træningen skete det flere gange, at bilen ikke gik i gear under opskift ned ad langsiden. Det var som om, den havnede i frigear mellem to gear. Den stoppede med at accelerere og med gassen i bund gik motoren på omdrejningsbegrænseren. Der skulle et eller to nøk til, før næste gear endelig gled på plads. Det mister man sekunder på, og det viste sig heller ikke at være sundt for bilen. Her er videoen fra hele træningen, hvor du også kan høre de missede gearskift.

Det lærte jeg af træningen

Alt i alt gik træningen godt. Bilen var nem at styre, og den opførte sig forudsigeligt de få gange, jeg pressede den lidt. Samtidigt lærte jeg banen bedre at kende og kørte meget bedre linjer især i Big Mag-kurven, hvor man kan vinde og tabe rigtigt meget. For en gangs skyld gled hjernen ikke ud af hak, da jeg trak hjelmen på, så jeg holdt mig til planen om ikke at tage én eneste omgang, hvor jeg satsede butikken. Det ville jeg gemme til tidtagningen senere samme dag. Derfor blev min hurtigste omgangstid også på ret sløve 1:08,009, hvilket er evigheder på Padborg Park og 5 sekunder fra, hvad bilen kan præstere. Men det tog jeg roligt, for jeg var ret sikker på, at jeg under de rette forhold kunne høvle i hvert fald 2 sekunder af, hvilket ville være fint til årets første løb i en stadig meget ny bil og klasse. 

Padborg Park, kurver og sektorer

Når jeg nu ser tilbage på sektortiderne og sammenligner dem med den hurtigste Arion-kører, tegner der sig et interessant billede. I hele første sektor er jeg godt med, men i anden sektor taber jeg for alvor. Så selv om jeg troede, at jeg havde fået nogenlunde styr på Big Mag, er det stadig her, jeg skal gøre det meget bedre. Tredje og sidste sektor er heller ikke skarp nok. Jeg skal hurtigere ud af svinget før langsiden, og så kan jeg hente en smule ved at bremse senere. 

Klar! Parat! Og så tilbage til start …

Der bliver klemt rigtig mange klasser ind på en løbsweekend. Så der skal ikke meget til, før tidsplanen begynder at kæntre, sådan som vi desværre fik at mærke under det, der skulle have været tidtagningen.

Allerede da jeg kørte ud fra depotet og ud til opliningen, var det ved at gå galt, da min gaspedal satte sig fast. Men med en hurtig udkobling og er par tramp på pedalen, var alt godt igen. Sandsynligvis var det bare et lillebitte støvkorn, der havde sad i klemme i speederkablet.

Da vi endelig kom vi plads, holdt vi og ventede en kvart coronavinter. En bil i klassen før os må have lagt en udstrakt oliefinger ned ad langsiden, for der blev gruset og derefter fejet som et curlinghold på syvende kop espresso. Efter måske et kvarter, hvor man bare sidder i bilens lillebitte cockpit og venter, kom meldingen endeligt. Tidtagningen blev rykket til søndag, så banen kunne blive gjort klar til motorcykelklasserne, der kørte alle deres afdelinger på kun én dag. 

For os betød det, at dagen var slut. Så alle bilerne luskede tilbage til depotet med kørere, der havde blikket rettet mod himlen og tankerne mod vejrudsigten for søndag, der lignede heldagsregn – alt andet end de perfekte forhold for tidtagning og 2 gældende heat.

Søndagens tidtagning

Serverne hos DMI.dk og YR.no må have været rødglødende søndag formiddag. Alle kiggede på mobilskærmen og op mod skyerne. Ville det regne under tidtagningen eller ej?

Jeg beholdt tørvejrsdækkene på. Fordi banen og vejret generelt var koldt, var det min plan at køre 5 opvarmningsomgange og så fyre den af, når der var god plads foran og bagud. Men på omgang tre kørte en af Syver-racerne desværre af banen og sad så godt fast, så der kom en safety car ud på banen. 

Safety car-perioden var ret lang og i mellemtiden begyndte det så at regne. Det var ikke meget i starten, men der kom mere til, og da safety caren endelig kørte ind, var det ikke længere realistisk at køre hurtige omgangstider på tørvejrsdæk. Resten af tidtagningen brugte jeg derfor bare til at lege glatbanekørsel med bilen og smårace lidt med en anden Arion. Du kan se hele tidstagningen her:

Min bedste tid blev meget sølle 1:14,711, der blev sat i tørvejr under opvarmningen. Alligevel var det nok til at skaffe mig en 8. plads på gridden og endnu vigtigere: Foran Arion nummer 204, kørt af Asger Thierry, som er min nærmeste konkurrent. En diskvalifikation i toppen af feltet rykkede mig derefter op til en 7. plads.

Heat 1 og hej-hej

Kender du nedbørsradaren på DMI.dk? Den der giver dig en lille tegnefilm over den nedbør, der har passeret, og den der kommer? Fup og fiduser! Det er ren svindel, radaren eksisterer ikke.

Jeg vil æde min gamle køredragt på, at DMI købte noget radarskrammel af Rusland engang i slut-90’erne og forsøgte selv at samle skidtet i kælderen. De kunne ikke få radarEB til at virke, men i stedet for at indrømme fadæsen, holdt de spillet kørende og lavede først én, så to, så daglige falske radarfilm, mens de forgæves gik i kælderen og skruede og sparkede og bandede og håbede.

Nu har løgnen vokset sig for stor til at hive i land på. Så i dag har DMI en egen grafisk afdeling med tre medarbejdere, som ikke laver andet end at fremstille falske radarvideoer og lægge dem på websitet. De slår sandsynligvis med en terning: lige er sol, ulige er regnvejr.

Det er i hvert fald min teori – for det er helt åbenlyst, at der ikke er nogen som helst forbindelse mellem nedbørsradaren og så, hvad der rent faktisk kommer ned fra himlen. Det er to vidt forskellige ting; som billedet af en burger på en rastepladsrestaurant og så det misfoster, man får stukket i hånden for 85 kroner. 

Fra morgenstunden af havde vi forberedt bilen til regnvejr. Så den havde fået regnvejrsdæk på, og undervognen var sat blødere op. Men efter jeg havde stirret mig skeløjet på nedbørsradaren på DMI.dk, ændrede jeg mening. Der var masser af intenst gul- og orangefarvede nedbørsskyer på vej mod Padborg Park, men ingen der ville ramme før 10 minutter efter heatet sluttede. En halv times tid før løbsstart, skiftede vi derfor tilbage til tørvejrsdæk. 

Konkurrenterne var stadig på regnvejrsdækkene. Så jeg lukkede øjnene og begyndte at drømme mig til et heat, hvor de tabte hele sekunder pr. omgang, mens jeg vandt så stort, så kirkeklokkerne blev sat til at bimle landet over og Kate Blanchett afbrød sin botox-behandling for flyve ind og overrække pokalen.

”Dryp!”, sagde det, da første dråbe ramte næsen, og jeg åbnede øjnene. Så kom en til, og regnen begyndte. Først gik det langsomt, og jeg holdt fast i min beslutning. Men himlen åbnede sig mere og mere. Kort før vi skulle holde klar til start, var der ikke andet at gøre end hurtigt at skifte tilbage til regnvejrsdæk. Tak igen til alle hjælperne fra Arion Racing Scandinavia. I er verdensmestre!

Da vi kom ud på banen efter formationsomgangen og ind på vores pladser på gridden, væltede det for alvor ned. Nu var der stående vand på banen, og selv da vi holdt stille ved starten, var sigtbarheden begrænset. Du kan se mit heat 1 her:

Det har var min første racestart på regnvejrsdæk, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. For få omdrejninger, og jeg risikerede at stalle, for mange og jeg risikerede, at bagenden ville danse for langt ud. Det endte med, at jeg var forsigtigper. Så da de røde lamper slukkede, og starten gik, stallede jeg bilen under starten.

Et par bandeord og en enkelt baneomgang senere var jeg oppe ved feltet igen. Der var så meget spray på banen fra de forankørende, så de 3-4 bagerste biler kørte relativt langsomt og var nemme at hente igen. En enkelt afkørsel fra bilen foran fik mig kort efter ind bag Arion 204, der havde nydt godt af min fejlstart.

Jeg kunne se, at jeg var hurtigere i Big Mag og noget hurtigere på langsiden, hvor jeg også bremsede en del senere. Efter et fejlslagent overhalingsforsøg ned ad langsiden, hvor sigtbarheden forsvandt nærmest fuldstændigt, og jeg gættede mig frem til, hvornår jeg skulle bremse, faldt jeg lidt tilbage.

Nu ville jeg lægge en ordentlig overhaling ind. Planen var at komme så tæt på som muligt inden svinget til langsiden og så egentlig bare lave en forbikørsel og en relativt behersket nedbremsning inden næste sving.

Den eneste risiko var på selve langsiden, hvor jeg ville være nødt til lægge mig helt ud i højre eller venstre side for at komme fri af sprayet fra bilen foran. Ellers ville jeg ikke kunne se mit bremsepunkt og inddrejningen til kurven. Desværre var der stillestående vand på begge sider, og der var nok til, at bilen begyndte at akvaplane og slå ud med bagenden. Med speederen i bund i femte gear kan det godt få pulsen op.

Lige som under den første træning havde jeg allerede i de første få omgange af heat 1 misset et par opgearinger. Det var som om, det skete oftere og oftere. Lige før den gamle chikane efter Audi-kurven var det så galt igen. Bilen gik ikke i gear, og da jeg endelig fik den overtalt, kvitterede den med en meget ildevarslende klonk-lyd og en bil, der blev rusket voldsomt.

Jeg kunne stadig skifte gear, og motoren tog omdrejninger og var ikke berørt. Men det var helt tydeligt, at jeg ikke kunne fuldføre løbet. Faktisk var jeg i tvivl, om jeg kunne komme i pit og overhovedet burde forsøge. For kunne bilen holde til det? På den anden side ville jeg heller ikke ødelægge løbet for de andre med endnu en safety car, så jeg tog chancen og humpede banen rundt.

Da vi fik bilen tilbage i depotet og kigget på den, var det ikke umiddelbart til at se, hvad der var galt. Kardanakslen og bagtøjet så ud til at have det fint. I skrivende stund er teorien, at en af skiftegaflerne i gearkassen er blevet bøjet. Så motoren skal ud, og gearkassen skal åbnes. Med lidt held skal der ikke hentes reservedele hjem hele vejen fra Japan, og bilen når at blive klar til løbet på Sturup den 12-13 juni.

God weekend!

Trods regnvejr, gearkasseproblemer og endnu et løb, hvor jeg udgik, var det en lovende start på sæsonen. Bilen kører som en drøm, og jeg har meget mere tillid til den, end jeg havde sidste år. Så fortsætter det sådan, skal der nok komme væsentligt mere fart på. 

Næste løb er på Sturup Raceway nær Malmø Lufthavn, hvis ellers svensken og coronaguderne vil. Det er 2 år siden, at klassen har kørt der, så det er (næsten) ukendt land for mange af os, hvilket jævner forskellene en smule ud. Så jeg glæder mig til næste løb, der næsten kun kan gå bedre – og så ligger det jo nærmest i baghaven. Fra Vesterbro til Malmø Lufthavn, hvor banen er, taget det kun små 50 minutter til sjove og bakkede Sturup Raceway.